Gå til indhold

Om Michel

Historien bag stemmen

Jeg hedder Michel Riise. Jeg er forfatter og foredragsholder, men først og fremmest er jeg et menneske, der har prøvet at miste fodfæstet – og finde en vej videre.


Fortællingen før portrættet

Jeg er uddannet klejnsmed og sergent og har gennem mit arbejdsliv bevæget mig mellem Hæren, Søværnet og det civile liv. Jeg har været udsendt til Kosovo og Afghanistan, været faglærer i Forsvaret og arbejdet som afdelingsleder i Elgiganten.

Jeg er også uddannet brandmand og holdleder fra Beredskabsstyrelsen. De kompetencer har jeg blandt andet brugt i mit arbejde med at undervise og træne andre, og i dag er jeg fortsat frivillig i Nordjyllands Beredskab.

Michel Riise som frivillig ved Nordjyllands Beredskab under Aalborg Karneval 2025
Michel Riise som frivillig ved Nordjyllands Beredskab under Aalborg Karneval 2025.

Men mit liv har ikke altid fulgt den plan, jeg havde forestillet mig.

Efter mange år med uniform, ansvar og faste rammer blev overgangen til et civilt liv sværere, end jeg havde forventet. På et tidspunkt måtte jeg erkende, at jeg ikke længere kunne fortsætte, som jeg plejede.

I 2018 blev jeg tilkendt førtidspension, som jeg stadig er på i dag.

Men førtidspension blev ikke ensbetydende med, at jeg skulle trække mig fra arbejdsfællesskabet eller fra samfundet.

Et liv uden for uniformen

I dag bor jeg i Gandrup i Nordjylland. Jeg er skilt og far til to drenge, Alfred og Oscar, som betyder utrolig meget for mig.

At være far er en vigtig del af den, jeg er. Mine børn er en naturlig del af mit liv og min hverdag, og de har også været med gennem nogle af de perioder, hvor livet har været svært.

I dag handler et godt liv for mig ikke længere om at have styr på alting. Det handler om relationer, om at være til stede og om at kunne bidrage med det, man kan – som far, som menneske og som en del af fællesskabet.

Den 7. september 2026 startede jeg hos Aabybro Mejeri, hvor jeg arbejder med Ryå Is seks timer om ugen.

Ryå Is logo

Jeg er både glad og stolt over at have fået chancen og den tillid, det er at blive en del af arbejdsfællesskabet. For mig handler det ikke kun om selve arbejdet. Det handler også om at have en plads, kunne bidrage med noget og være en del af et fællesskab.

Det betyder meget for mig at få lov til at bruge mine evner og erfaringer og samtidig opleve, at der er brug for det, jeg kan.

Undervisning

Undervisning på Aalborg Universitet

I september 2026 havde jeg fornøjelsen af at undervise de studerende på socialrådgiveruddannelsens 1. semester på Aalborg Universitet.

Dagens tema var hjemløshed. Med udgangspunkt i min egen historie fortalte jeg om, hvordan forskellige livsbegivenheder kan føre til hjemløshed, og hvordan vejen tilbage kan se ud.

Det blev til en dag med engagerede studerende, gode spørgsmål og stærke dialoger. Efterfølgende fik jeg tilbagemeldinger om, at min fortælling havde været med til at udfordre deres forestillinger om hjemløshed og menneskene bag.

Det er jeg både stolt og ydmyg over – at få lov til at dele min historie med nogle af dem, der i fremtiden skal møde og hjælpe mennesker i udsatte positioner.

Michel Riise foran de studerende i auditoriet på Aalborg Universitet
Undervisning af socialrådgiverstuderende på Aalborg Universitet, september 2026.
Michel Riise underviser foran skærmen på Aalborg Universitet
Michel Riise underviser de studerende på Aalborg Universitet.

Frivillig på LOA

Fællesskab på vandet

Jeg er også frivillig ombord på LOA, hvor jeg sejler som maskinmester. Her får jeg mulighed for at bruge nogle af de kompetencer, jeg har med mig fra Søværnet, samtidig med at jeg er en del af et stærkt fællesskab.

LOA er bygget i 1920-22 og er et historisk dansk sejlskib. Det betyder noget for mig at være med til at holde hende sejlende, så andre også kan komme ud på vandet og få de oplevelser, som skibet og fællesskabet omkring det giver.

LOA ejes og drives af Tall Ship Aalborg Fonden, som arbejder for at bevare skibet og skabe mulighed for, at mennesker kan opleve livet til søs.

Læs mere om LOA og Tall Ship Aalborg Fonden
Michel Riise ombord på LOA
Ombord på LOA – hvor jeg som frivillig sejler som maskinmester.

“Det, der reddede mig, var ikke styrke. Det var nogen, der blev siddende og spurgte igen.”

Michel Riise · Forfatter · Foredragsholder · Veteran

At finde en vej videre

Veteran Match

Veteran Match blev en vigtig del af min vej tilbage mod arbejdslivet. Det blev et møde mellem mine erfaringer som veteran og nye muligheder i det civile.

Light4Blue

Ved siden af mit arbejde er jeg bestyrelsesmedlem, mentor og projektleder i Light4Blue, hvor jeg engagerer mig i arbejdet for tilskadekomne politifolk og deres pårørende.

På scenen

Jeg holder også foredrag og fortæller om de erfaringer, der har formet mig. Jeg har blandt andet stået på scenen ved OrdKraft og ved Veteranernes Flagdag på Gammeltorv i Aalborg, hvor jeg var inviteret af Aalborg Kommune.

Michel Riise på scenen på OrdKraft
På scenen på OrdKraftMichel Riise i samtale på OrdKraft sammen med veterankoordinatoren fra Aalborg Kommune.
Michel Riise på scenen ved Veteranernes Flagdag i Aalborg
Foredrag ved Veteranernes Flagdag i Aalborg den 5. september 2026.

Hvorfor fortæller jeg?

Fordi jeg tror på, at det hjælper at sætte ord på det, vi ellers går alene med.

Mit foredrag og min bog Ikke flugt – bare videre handler ikke om at have alle svarene. De handler om livet, når det tager en drejning, man ikke selv har valgt – og om muligheden for at finde en ny retning.

Jeg fortæller ærligt om det, der var svært, men også om det, der kom bagefter.

For mig er det vigtigste ikke at fortælle mennesker, hvordan de skal leve deres liv. Det er at vise, at selv når fodfæstet forsvinder, kan der stadig findes en vej videre.